Status og nyheder

STATUS AUG.2017.

Så må det være tid til at lave lidt status på projektet OHJ 38.

Vi har lavet en del test- og prøvekørsler med lokomotivet, der var som forventet nogle ting, vi skulle se nærmere på og have rettet.

Vi har etableret det elektriske net, selvom det er rimeligt simpelt på et lokomotiv, tager det mange timer, og det skal samles i førerhuset. En udfordring som vi også har klaret med bravour. Pyrometeret skulle til fagmanden - det gamle var nedslidt. En af test turene viste, at begge løberne skulle have eftersyn på hjullejerne - de varmede for meget. Test turene viste også, at kilerne i driv/kobbelhjul skulle justeres igen. Vi skal også flyttet nogle rør i førerhuset og isoleret dem, så personalet ikke kommer til skade under betjeningen af lokomotivet.

Den 25. august var vi igen på en test tur, hvor alle måtte smøge ærmerne op, men vi mener, at lokomotivet nu kan indstilles til godkendelse.

Se fotos.

Høng, den 28.august 2017

Peter Jørgensen

 

 

 

OHJ 38 - april 2017.

Så kan OHJ 38's arbejdshold snart se OHJ 38 , som et færdigt damplokomotiv.

Vi er i gang med at finde ud af, hvor alle de demonterede rør hører til på lokomotivet - et spændende og lærerigt arbejde. Der er også rør, som skulle være monteret i en anden rækkefølge. Vi har også testet vandkasserne om de var tætte, det forløb tilfredsstillende. Vi skal også lave et nyt spild damprør på dampturbinen på Stonesgeneratoren, det gamle rør er bortkommet.

Vi kan nu begynde at se enden på projektet OHJ 38, hvor lokomotivet i år bliver 100 år. Det vi være en god lejlighed til at fejre det med, at kunne se OHJ 38 køre for egen damp. Men der er et lille stykke vej endnu, der er også meget papirarbejde inden vi kan glæde os til at se det køre for egen damp.

Som koordinator for projektet OHJ 38, kan jeg se tilbage på et særdeles velfungerende samarbejde, som vi har i vores team. Det har frembragt mange kreative opgaveløsninger for dagen, men det er nok fordi det er ældre medarbejdere med mange års erhvervserfaring, som er bragt sammen til gavn for OHJ 38 i et positivt samarbejde.

Høng, den 13.april 2017

Peter Jørgensen

 

 

Status OHJ 38 – januar 2017.

Så blev OHJ 38 flyttet til Høng. Efter flytterodet, som der er efter flytninger i det omfang, er vi ved at komme i gang igen med lokomotivet med næsten fuld besætning. Arbejdstemperaturen i Høng er noget lavere, hvilket har bevirket, at nogle af medarbejderne ikke har helbred til de temperaturer, som der er i Høng p.t.

Vi arbejder på at montere diverse rørforbindelser, som er imellem kedlen og vandkasserne, det er lidt af et puslespil. Når vi er sikre på, at alle rør er monteret kommer turen til montage af vandkasserne. Arbejdsdagen er fortsat mandag, vi begynder ca. kl. 10 og slutter ca.kl. 16, men vi mener, at vi når mere end på Asnæsværket, da vi ikke har så meget oprydning efter arbejdsophør.

Arbejdsholdet er for øvrigt blevet rigtigt godt modtaget i Høng.

 

Kalundborg, den 11. januar 2017

Peter Jørgensen

 

 

 

OHJ-teamet håber alle har haft en Glædelig jul,

og ønsker alle et GODT NYTÅR - på gensyn i 2017.

 

Status OHJ38 oktober 2016

 

Den 20. juli blev OHJ 38 flyttet fra Asnæsværket til vognhallen i Høng. Årsagen til at OHJ 38 ikke blev færdiggjort på Asnæsværket er, at DONG Energy, som er ejer af Asnæsværket, har en politik som bl.a. går ud på, at pensionister og efterlønnere er en ulykkesrisiko for Dong Energy og at det ikke er en kernekompetence at renovere damplokomotiv. Derfor blev arbejdsholdet bedt om at fjerne lokomotivet og godsvognen og arbejdsholdet skulle opløses på Asnæsværket. Arbejdsholdet havde et særdeles godt forhold til alle ansatte på Asnæsværket og det er med meget stor beklagelse, at vi ikke kunne færdiggøre OHJ 38 på Asnæsværket. Alt er nu flyttet til Høng, hvor vi fortsætter arbejdet på lokomotivet. Det giver lidt afbræk i planen, for hvornår OHJ 38 kommer ud at køre.

 

Høng, den 10.oktober 2016

Peter Jørgensen

 

 

Status 20. maj 2016

 

I dag er en ny milepæl nået: kedlen løftet op på sin plads.

Den 14. april blev kedlen damptrykprøvet: OK!! Se fotos af begge begivenheder under: Foto

 

Status OHJ 38 april 2016

 

Vi er i gang med lokomotivets kedel. Der er monteret kedelrør og en del nye støttebolte.

Efter meget fodarbejde lykkedes det at løfte kedlen ned på 3 deploier, så vi kunne flytte kedlen. Der blev monteret diverse afspærringer med henblik på den kolde trykprøve, som fandt sted d. 29. feb. 2016 med 17 atm. i 30 min og den blev godkendt. Den 14. april blev kedlen opfyret efter vi havde monteret diverse ventiler, vandstandsglas m.v. Ligeledes skulle både risten og askekassen monteres. Også den varme prøve forløb tilfredsstillende.

Vi har under opfyringen konstateret en del urenheder i kedelvandet, som indebærer, at en udvask er påkrævet. Kedlen bliver nu malet med Galvex udvendig, inden den skal monteres i lokomotivrammen.

Dele af bremseudrustningen har været til eftersyn/kontrol hos extern firma i Tyskland. Disse dele er monteret igen, diverse lufttanke er trykprøvet og godkendt.

Arbejdsholdet har gennemført relevant sikkerhedsopdatering på Asnæsværket.

Vi har udvidet arbejdsdagen med 2 timer for at optimere indsatsen med færddiggørelsen af OHJ 38. Vi møder fortsat 12-16 mand hver mandag + 10 timer den 14.april.

Asnæsværket, den 17.april 2016

Peter Jørgensen

 

 

 

Kalundborg. Januar 2016.

Så er vi begyndt på 2016 og vi ser på hvor langt vi er kommet med lokomotivet.

Vi har monteret rørene og har valset dem. Overheder-elementerne er færdige og trykprøvet.

Røgkammeret og rørkammerlågen er monteret.

 

Kedlen er drejet, så fyrkassen vender nedad igen. P.t. øger vi vandtrykket og vi udbedrer de utætheder som kommer -

der kommer sikkert mange når vi har monteret så mange nitter og støttebolte, mens vi arbejder os op i tryk.

I Januar måned påregner vi at få koldprøven afsluttet.

I samme moment vandprøver vi lufttankene, så de også kan få attest samtidig.

 

Så forestår den varme prøve med bl.a. indstilling af kedelsikkerhedsventilerne.

I den forbindelse skal opfyringen ske udenfor Asnæsværkets hegn af hensyn til sikkerheden.

Når den så er godkendt, skal kedlen monteres i rammen. det bliver en stor dag.

Togbremsen og styreventilen har været til eftersyn i FULDA i Tyskland og er igen monteret.

 

Vi møder fortsat 12 - 16 mand 6 timer hver mandag. Der er lagt nye fotos på siden.

 

Asnæsværket d. 14. januar 2016.

Peter Jørgensen.

 

 

 

Kalundborg. 7.nov. 2015

Den 1. november mistede vi Flemming P. Andreassen.

Flemming var med fra starten på projekt OHJ 38 med et engagement, som også kendetegnede hans arbejdsliv på Asnæsværket.

Flemming var meget omhyggelig med sit arbejde, hvilket vi stadig kan se på alle de emner Flemming har efterset. Han var en meget kreativ kollega, som vi har nydt godt af i vores arbejde på OHJ 38.

Flemming blev syg, en sygdom som svækkede ham meget, men hans gode humør bevarede han lige til det sidste, hvilket vi oplevede ved vores udflugt til Jernbanemuseet den 12.sept.

Vi er mange som vil savne Flemmings livsglæde og friske bemærkninger.

Flemming blev 72 år og blev bisat fra Frydendal kirke.

På arbejdsholdets vegne

Peter Jørgensen

 

 

 

 

 

 

 

Status for marts 2015

2014 har været et turbulent år, hvor arbejdsholdet til tider har været forhindret i at komme til lokomotivet. Arbejdsholdets sikkerhed kommer i første række. Nu er vi i fuld gang igen efter en grundig rengøring af ramme og kedel.

Alle rørene i kedlen er monteret, valset og ombertlet. Overhederrørene har vi måttet ændre på halvdelen af rørene, ligesom samlekassen skulle have lidt justering hist og her. Forbindelsesrørene imellem samlekassen og overhederelementerne er vi ved at lave beregninger på. Bukningerne på nogle af rørene skal være i 3 forskellige retninger, det klarer vi også. Regulatorventilen er ude i en større rep. grundet revner i støbegodset. Jeg mener dog, at vi har fået styr på det nu.

P.t. er vi ved at justere gliderindstillingen, som kræver en del flytning af lokomotivet frem og tilbage. På bagkedlen mangler vi at montere nogle gevindpropper, vi afventer nogle specielle bor, før vi kan lave gevindet.

Arbejdsopgaver i nær fremtid er koldtrykprøvning af kedlen, overheder og samlekas se. Forinden trykprøvningen skal vi finde en kran, der kan løfte de 20 tons, som kedlen vejer, når kedelrør og overheder er monteret.

Arbejdsholdet består fortsat af 14 til 16 mand, som efterhånden har fået en stor kompetance i rep. af damplokomotiver.

 

Kalundborg, den 9. marts 2015

Peter Jørgensen

 

 

 

Status OHJ 38. Dec. 2014.

 

Arbejdsholdet er oppe i fulde omdrejninger igen efter en større rengøring af lokomotiv rammen og kedlen. Vi er næsten færdige med montagen af kedelrørene og mangler ombertlingen af rørerne i fyrrekassen, så vi er meget tæt på, at skal trykprøve kedlen. Der er ved at blive lavet beregninger på forbindelsesrørerne mellem samlekassen og overheder elementerne. De yderste rør er bukningen

i tre retninger, så det er en spændende opgave.

 

Vi har fået fremstillet ID plader til tryklufttankene i forbindelse med den efterfølgende

dokumentation af trykprøvningen.

 

Alle glas i førerhuset er monteret i de respektive rammer, glasset er lamineret og 6 mm tykke. De sidste kobberrør er afrenset, så de kan undersøges for skader. Den nye askekasse er

prøvemonteret på kedlen. Det var nødvendigt med nogle småjusteringer hist og her. Styringsbukken og forbindelsesstangen er monteret. Propperne til gliderjusteringen er demonteret.

 

Vi møder fortsat 12 – 16 mand hver mandag og det gode humør præger fortsat arbejdet med OHJ 38.

 

Asnæsværket, den 29. december 2014

 

Peter Jørgensen

 

 

Status OHJ 38 juli 2014

 

Grundet nedbrydning af et ældre anlæg på Asnæsværket, har vores aktivitet på lokomotivet

været meget lav. Lokomotivet står i den del af Asnæsværket, hvor nedbrydningen pågår.

Det er slut nu, og nu forestår et større rengøringsarbejde af såvel kedel som lokomotiv.

 

I den mellemliggende periode har vi hjulpet Høng med rev.af K564. Vi har også trykket rørene

til 38 med assistance fra DSB museumsstog i Roskilde.

 

Enkelte medlemmer er i gang med at indsamle den nødvendige dok. i forbindelse med godkendelsen af lokomotivet. Dette har bevirket, at vi har måttet købe ca. 35 nye kedelrør. Certifikatet kunne ikke fremskaffes på de tidligere indkøbte 35 rør og de blev derfor kasseret. Lufttankene er blevet ultralyd prøvet for tykkelse og tæring.

Vi må antage, at tankene er monteret i forbindelse med at 38 fik trykluftudstyr,

men derudover ved vi intet om tankene. De skal naturligvis opfylde de krav,

som myndighederne stiller til tryktanke.

 

Vi er færdige med diverse støttebolte og er i gang med monteringen. Sprængboltene har vi

måttet ændre efter opretning af hullerne, det gælder dog kun for 3 stk.

 

De Bergske vandudladere var i en meget dårlig forfatning. De er nu rep. med nye

reservedele og fjedre.

 

Alle ønskes en god sommer med mange positive oplevelser. Fotos i 04. Fotos 2014.

 

Asnæsværket, den 25. juli 2014

 

Peter Jørgensen

 

 

Status OHJ 38 april 2014.

 

Vi var 8 mand der tog ind på rt´s remise i Holbæk for at se den.

Knud viste os rundt og fortalte en masse om diverse tog - værksted - lager m.m.

Han viste os også MX 103 som stod ude ved drejeskiven, senere startede han den,

så vi kunne høre motoren brumme nok så fornøjet.

Stor tak til Knud fordi han gav sig tid til at vise os rundt derinde, det var hyggeligt.

Webmasteren var selvfølgelig med og tog et par fotos. Se i Fotoarkiv : 04-b. Remisen i Holbæk.

 

 

Status OHJ 38 febuar 2014

 

Den dag var 12 mand fra OHJ38-teamet en tur på Helsingør Tekniske Museum.

Vi tog afsted fra Kalundborg Station kl. 9. - med "Karen´s Minibusser" ankom ca. 11.

Vi havde en dejlig dag, så en masse spændende ting på Museet.

Senere tog vi ind midt i byen, fandt et sted at spise.

Derefter var vi på "fri fod" ca. 1 time. Webmaster rundede lige Helsingør station.

Tak til alle deltagerne for en dejlig dag!! Fotos ligger i Fotoarkivet.

 

 

Status OHJ 38 dec. 2013

 

Vi arbejder fortsat på kedlen. Røgkammerets rørhulsplade er blevet stemmet tæt. Alle nitter i bundrammen

er sat i, nu mangler vi at stemme nittehovederne.

Kedelrørerne er trykket med velvillig assistance fra Roskilde remise. Rørerne er nu ved at blive udglødet.

Vi skal finde valseværktøjerne, så vi kan få valset rørerne i kedlen.

Der pågår stadig fremstilling af støttebolte, vi har lånt et skærehoved, som letter fremstilling af disse.

 

Der er fremstillet en del sprængbolte til bagkedlen. Der er foretaget en indvendig inspektion af de

øverste støttebolte med henblik på evt.udskiftning.

Beklædningsplader er færdigmalet. Pacifik ringene er færdige.

 

Loko teamet må stadig dele pladsen med medarbejdere fra nedbrydningsfirmaet, som har travlt med at fjerne udslidte dele fra Asnæsværkets anlæg. Teamet kæmper p.t. med at blive opdateret på et nyt sikkerhedskursus,

som DONG har implimenteret, for alle som er inde på DONG´s lokaliteter.

 

OHJ 38 kommer ikke til at køre fra Asnæsværket på jernbaneskinnerne! Skinnerne er blevet fjernet på

en del af strækningen til Kalundborg station.

 

Teamet ønsker alle læsere af OHJ 38's hjemmeside en glædelig jul og godt nytår.

Vi går ind i 2014 med gå på mod.

 

Asnæsværket d. 11. december 2013

 

Peter Jørgensen

 

 

Status OHJ 38 sep. 2013

Statusrapport september 2013.

 

Vi har fået lokomotivets sidevandkasser retur fra Phil Coating med et flot resultat og med mange års rustgaranti.

Bremserør, haner og tanke m.v. er trykprøvet .

Vi er ved at være færdige med de nye kedelbeklædningsplader. Der mangler lidt sort maling hist og her.

Der bliver fremstillet nye pacifik ringe til stempelstokkenes tætninger. Vi er ligeledes i gang med at lave

værktøj til at presse kedelrør.

 

Der mangler endnu en del støttebolte at blive fremstillet.

 

På grund af at Asnæsværket er i gang med et større arbejde i det afsnit, hvor lokomotivet/kedlen står,

er der afspærret, så vi er forhindret i at komme til kedlen. Asnæsværket har givet tilsagn om, at ophæve afspærringen hurtigst muligt, men det er de betingelser, vi arbejder under på Asnæsværket.

 

Vi satser på at få trykket kedelrørene og monteret dem i 2013.

 

Der er efterhånden ikke så meget arbejde mere som venter.

Vi mødes fortsat hver mandag 12-16 mand.

 

Asnæsværket, den 20. september 2013

 

Peter Jørgensen

 

 

Status OHJ 38 maj 2013

Græsted-veterantræf.

OHJ 38 - teamet (en del af det) var en tur oppe i Græsted, til det store veterantræf.

Vi kørte fra Kalundborg ca. 08.15, 8 mand i alt. Vi havde en rigtig hyggelig dag.

Webmaster var med og tog et par fotos, de ligger i mappen: 05-a. Graested 2013 i Fotoarkiv.

Alle fotos er taget af PEM.

 

 

Opsummering på 2012 på OHJ 38.

 

Hjulene er monteret, drivstænger,kobbelstænger og styringsstænger m.v. er monteret.

Bremseklodserne, stænger for bremser samt turbodynamo er på plads.

 

Nye sidevandkasser er fremstillet og de er transporteret til Pihl Coating til sandblæsning

og overflade behandling, indvendigt bliver de epoxy behandlet, udvendigt bliver de kun grundmalet. Vandkasserne er blevet lovet færdigt om en måned, så skal vi selv færdigmale dem udvendigt.

I den forbindelse er OHJ 38 blevet begunstiget med 40 liter sort maling fra en anerkendt dansk farvefabrik.

 

Vi er i øjeblikket i gang med at samle trykluftudrustningen med henblik på afprøvning af rør og diverse ventiler.

 

På kedelsiden har vi været igennem en del problemer. Vi kunne ikke få det rigtige stål til fremstilling af nitter.

Vi har måttet hentet nitterne færdige i England. Vores nittebøjle har voldt os en del arbejde,

efter vi har udlånt den. Vi har brugt mange timer på at reparere den. Den er nu kommet til at virke efter hensigten og vi har nittet bundrammen i kedlen på nær 5 stk., som skal nittes med lufthammer.

 

Vi er i fuld gang med udskiftning af kasserede støttebolte i fyrkassen, men det går efter planen.

 

Overheder elementerne er færdige – nu mangler vi forbindelsesrørene mellem samlekassen og

overheder elementerne. Det er sendt i udbud bl.a. hos Klaus Østen. Han har lovet at vende tilbage

med et tilbud inden sommerferien.

 

Vi har vores sæder til reparation hos Bondes Møbler.

 

Lokomotivets kedelrør skal transporteres til museumstog i Roskilde for trykning i begge ender.

 

Alt i alt går det efter planen i øjeblikket. Vi kommer 12 -16 mand hver mandag, den yngste er 50

den ældste 82 år. Alle udviser stort initiativ.

 

Kalundborg, marts 2013

 

Peter Jørgensen

 

Status OHJ 38 januar 2013

9. januar 2013.

Så blev det tid til den traditionele julefrokost for OHJ38-teamet.

Det blev igen i år på Sheng Hua. En rigtig hyggelig aften!!

 

Status OHJ 38 nov. 2012

24. nov. 2012

 

Så kom der endelig en besøgstæller på OHJ38´s hjemmeside.

Tak til Martin Høj Dahl for hjælpen!! Den ligner godt nok ikke den vi havde før,

men den tæller - og det er det der tæller!!

 

19. november 2012.

I dag fik OHJ38-folkene besøg af Lars og Bodil Vinholt Nielsen, og Ove Nielsen og Per Nielsen.

Peter viste rundt, så de kunne se hvad der var lavet - oig hvad der var gang i m.h.t. lokomotivet.

Det så bestemt ud til at de var tilfredse med hvad de så.

Webmaster var der og tog da lige et par fotos, ligger i mappen 06. Fotos 2012 i Fotoarkiv.

 

Gangtøjet er monteret, drivstænger er demonteret igen for ikke at beskadige cyl.

Nu mangler vi justering af gliderne og montage af pacifikringe omkring stempelstokken.

Bremseudrustningen på undervognen er monteret og justeret.

 

Kedelbeklædningsplader er næsten færdige,

det blev nødvendigt at fremstille et nyt bælte grundet tærring.

 

Sidevandskasserne er kørt til sandblæsning og epoxybehandling hos Pihl Coating Entreprise,

det er et firma med stor kompetence i overfladebehandling af stålkonstruktioner.

 

Vi har været nød til at fortage større rep. af vores nittebøjle!

Vi skulle nitte bundrammen den 22.sep., men måtte stoppe grundet en række defekter i luft/hydraulikken.

Den er nu rep. og vi prøver igen, så vi kan komme videre med kedlen! I første omgang skal en del

nitter i bundrammen monteres, så skal vi se på støtteboltene efterfølgende.

 

Teamet mødes fortsat hver mandag 12-14 mand, flot.

 

Asnæsværket 09. nov. 2012

Peter Jørgensen

Status OHJ 38 sep. 2012

 

Webmaster var lige en tur ude ved OHJ38 da han havde fået at vide at bundrammen på kedlen

skulle nittes, og det ville han gerne tage fotos af. Se i mappen: 6A. 38 nittes i bundrammen,

i Fotoarkivet.

Status OHJ 38 juli 2012

 

Webmasteren har været en tur på Asnæsværket med sit kamera, og har taget

en del fotos af OHJ38, da der er monteret en del ting på den siden han var der sidst.

Bremseklodser, bremsecylinder, trækkroge, forløber og efterløber samt meget andet.

 

Se fotos i mappen: 06. Fotos 2012

Jeg regner med at få en status fra Peter Jørgensen inden så længe!!

Status OHJ 38 marts 2012

Som de fleste har bemærket, har lokomotivet fået sine egne hjul at køre på, som et synligt tegn på,

at det går fremad. Der arbejdes meget under lokomotivet med fjedre, balancer og bremser -

et større justeringsarbejde, som ikke ser ud af noget, men i sagens natur er nødvendigt.

Teamet har set mange detaljer, hvordan et damplokomotiv er opbygget underneden.

 

Vores nyfremstillet sidevandkasser er meget tæt på at være færdige, og kan efterfølgende

transporteres til Pihl Coatning for at blive sandblæst og efterfølgende epoxybehandlet. Pihl Coatning

 

har stor expertise i behandling af lukkede rum, det kommer OHJ 38´s sidevandkasser til gavn.

Teamet, som har fremstillet kasserne, har fået et godt og konstruktivt samarbejde.

Når kasserne er færdige hos Pihl Coatning, bliver de transporteret til et malerværksted i Holbæk,

som er kendt for deres kvalitetsmalerarbejde. Her bliver de malet som et sponsorat incl.

transport fra og til Asnæsværket.

 

Beklædningspladerne nærmer sig deres færdiggørelse, de er afrenset og malet.

 

Lokomotivets stempelstok konus er rep. så nu kan stempelstokken igen side fast i krydshovedet.

 

Med hensyn til kedlen, så undersøger vi p.t. priser på nitter i England, og om de opfylder krav til de

kedelregler som vi har i Danmark.

 

OHJ 38 teamet har alle gennemgået kursus i ”varmt arbejde”

og er blevet opdateret i sikkerhed på Asnæsværket.

 

Vi har også været på en mindre udflugt til Dieselhouse i København med efterfølgende rundvisning.

Det var en interessant og spændende tur. Efterfølgende spiste vi i Fields.

 

Fremtiden: Ja, vi afventer, om vi kan få godkendt nitterne fra England,

så vi kan gå i gang med kedlen! Samtidig færdiggøres rammen med hjul med montage af

alle de komponenter, som hører til et damplokomotiv.

 

Kalundborg, den 20. marts 2012

 

Peter Jørgensen

 

Nyt og spændende!!

 

Peter Jørgensen, vores "Boss" har fået en cd med fotos af vores fine gamle lokomotiv.

 

Det er fra dengang det kørte på Troldhedebanen under sit fynske navn: Df 130,

 

og der kørte den som skrevet længere nede - fra 1960 til banen lukkede i 1968.

 

Peter har fået cd´en af Steen Christensen fra Kolding Lokomotivklub.

om det er Steen der har taget alle fotos - ved jeg p.t. ikke. Mere om det evt. senere.

 

Nogle af disse fotos ligger i mappen 06A. Gamle OHJ38 fotos fra TKVJ tiden, i fotoarkivet.

I første omgang farvefotos - senere vil der komme sort/hvide fotos.

 

Status OHJ 38 januar 2012

 

Vi håber at alle er kommet godt ind i det nye år.

Webmaster havde lige sit kamera med på Asnæsværket d. 9. januar.

Og han har lavet en ny fotomappe, 06. Fotos 2012. Værs´go´ og kig.

 

Status OHJ 38 dec. 2011

 

Den 28. nov. lykkedes det ved fælles indsats at få monteret driv/kobbelhjul på rammen.

Det gik over alt forventning og uden uheld.

 

Den kører let og uden nogen mislyde. Nu går vi i gang med at montere fjedrene og balancerne.

 

Så kommer turen til bremserne, kobbelstængerne og styrestængerne.

 

Sidevandkasserne er også tæt på at være færdigsamlet. Så skal de sandblæses og epoxybehandles.

Det har PIHL Coating ydet som et sponsorat. PIHL Coating har meget stor erfaring med den

slags arbejde, så vandkasserne er i gode hænder.

 

Imens vandkasserne er under behandling, går vi i gang med kedlen.

Den skal bl.a. have en del nye nitter i bundrammen.

 

Beklædningspladerne er til eftersyn og rep. for diverse rustskader og vil efterfølgende blive malet.

 

Vi kan alle se der sker noget med OHJ 38. Mange komponenter er færdige og venter kun

på at blive monteret. Vi skal blot finde diverse bolte og møtrikker.

 

Asnæsværket den 01-12-2011

Peter Jørgensen.

 

Status OHJ 38 nov. 2011

 

I dag er det den "Store dag", for i dag er hjulene sat på rammen på OHJ38.

Det tog det meste af dagen bl.a. med klargøring af diverse m.h.t. løftegrej o.l.

inden folkene mødte op. Da folkene var mødt gik de i gang med først at afmontere førerhuset,

derefter vandtankene - og så blev rammen løftet op, og hjulene hentet og rullet

ind under rammen. Dog måtte de ud igen da en strop gnavede mod et vinkeljern.

Den fejl blev hurtig rettet og så ind på plads med hjulene igen. Så blev rammen sænket

langsomt og hjulene styret på plads. Fin operation. Vi var færdige ca 18.00.

En vellykket operation alle kan være stolte over at have deltaget i!!!

 

Webmaster har uploadet fotos af begivenheden - han har lavet en fotomappe.

 

Den hedder: 07. Hjul under 38. ( I Fotogalleri.) Der er 36 fotos i den mappe. (08. er tom! )

(Selv vores besøgstæller er gået ned og trods henvendelse til udbyderen sker der intet.)

 

Status OHJ 38 okt. 2011

 

Webmaster var lige omme og tage et par fotos, de kan ses i Fotoarkivet. 10. Fotos 2011.

 

Vandtankene er sat på, og tilpasses. Det samme er sket med styrehuset. Nu ligner det snart noget.

 

Lejerne er ved at blive skrabet og monteret. Hjulene påregnes monteret inden længe.

 

 

Status OHJ 38 august 2011

 

 

P.t. nærmer sidevandskasserne sig færdiggørelse, de er prøvemonteret for evt. justeringer

inden den endelige færdiggørelse. Efterfølgende skal de sandblæses og epoxybehandles

hos PIHL coatning, som har ekspertisen i den slags arbejde.

 

Høng er i gang med at lave en ny gasovn, så vi kan få fremstillet nogle nye nitter til bundrammen,

så vi kan komme videre med kedlen.

 

Imens er der gang i kedel beklædningspladerne. De bliver p.t. damprenset og skal efterfølgende

slibes for rust og gammel maling og derefter have en gang ny maling.

 

Leje/hjul opmålingen er ved at være færdig!

 

Kobbelstangsboltene til det forreste kobbelhjul var desværre slidt og da det er dobbelt

koniske bolte, tager det lidt tid at lave nye.

 

Stempelstokken er pålagt svejset på konusen i krydshovedet og er sendt til afdrejning og

kilesporet skal rettes op.

 

En del af medarbejderne har været på tiltrængt ferie, ellers er vi fortsat 12-14 mand,

som giver den en skalle hver mandag.

 

Så skulle det prøves - de to nye sidevandkasser blev i sat på rammen for at se om de

passer. Det var lidt af en omstændig opgave: Først skulle vandkassen flyttes, så skulle 38´s

ramme trækkes hen til vandkassen. Kassen op på rammen, rammen tilbage på plads igen.

Næste vandkasse stilles frem, rammen trækkes frem igen og den næste vandkasse monteres.

Så blev de fastboltet indtil videre. Så blev 38´s ramme sat på plads igen.

Se fotoserien om ovenstående på Fotoarkiv / 10. Fotos 2011

Jeg får - i meget nær fremtid - en fyldestgørende status fra Peter Jørgensen.

 

Fortsat GOD SOMMER til alle!!

Asnæsværket d. 8.aug. 2011

 

Peter Jørgensen

1. august 2011.

 

Status OHJ 38 juni 2011

 

Webmaster var lige en tur ude hos OHJ38, der sker jo noget her og der. Første vandkasse

er lavet og man er i gang med den anden. Hovedlejerne er også kommet tilbage og er klar til

at blive monteret. Se fotos i mappen 10. Fotos 2011.

Så har vi lige en hilsen til Rudy. Han bliver jo voksen ( 50 år ) på onsdag d. 29. juni.

Så fra hele holdet ønskes du et STORT TILLYKKE!!

 

Status OHJ 38 april 2011

 

Vi var en tur inde på remisen i Roskilde idag. Vi kørte fra Kalundborg station ca. kl. 16.

Vi fik set en del lokomotiver, samlede og delte. Vi så også deres projekt m.h.t. ODIN.

Der blev taget lidt billeder derinde. Se i Fotoarkiv. Det var en hyggelig aften, Roskilde-folkene

tog godt imod os - og fortalte - og svarede på en masse spørgsmål.

Det er også 7 år siden vi sidst var på besøg derinde.

 

Status OHJ 38 marts 2011

 

Vi slæber stadigvæk rundt på lejeproblemerne. Vi er kommet så langt, at problemerne ligger i stempelstokken, hvor den ene er for kort i forhold til den anden. I øjeblikket prøvesamler vi kobbelstængerne for at få den eksakte akselafstand, så vi kan bore

lejerne ud efter de mål.

 

Så er vi i gang med at fremstille nye sidevandskasser. De gamle var malet med

blymønje, så vi valgte ikke at reparere dem. Vi bruger de gamle til at måle efter.

Arbejdet skrider rigtigt godt frem.

 

Risten er blevet pålagt svejst og rettet og er nu klar til at blive lagt i kedlen.

 

Omløbsventilerne er blevet repareret med nye rør og sæderne er

blevet rettet af og slebet.

 

Overhederen er blevet svejst færdigt og den endelige tilpasning vil foregå, når samlekassen er monteret.

 

Så skal medarbejderne, som er beskæftiget med varmt arbejde på kursus i ”varmt arbejde”. Det har ikke været muligt endnu p.g.a. økonomien, det har imidlertid bevirket, at en begrænset del af arbejdsholdet har kunnet være beskæftiget med varmt arbejde.

 

Så er vi klar til at sætte nitter i bundrammen, når vi har fået et kursus i varmt arbejde. (Nitterne er jo rødglødende, når de bliver monteret). Nitterne vil blive fremstillet i Høng.

 

Vi har også været på sikkerhedsopdatering. Der var næsten 100 % tilslutning.

 

En af medarbejderne ligger for tiden i forhandling om at få sandblæst og epoxy behandlet sidevandkasserne. Jeg er blevet lover en professionel maling, når de er blevet epoxy behandlet. Vi skal selv sørge for transport til og fra.

 

Vi stiller fortsat 12-16 mand hver mandag.

 

Asnæsværket, 1.marts 2011

 

Peter Jørgensen

 

Status OHJ 38 januar 2011

 

Så er jul og nytår overstået, og alt det overflødige fedt skal nu arbejdes væk.

Der er fuld knald på ´38 folkene, de har gang i mange ting.

F.eks. cylindre og stempler og trækstænger. De er også igang med at bygge to

helt nye vandtanke op fra bunden. Se i Fotoarkiv 2011.

Der er også fuld fart på med hensyn til kedel og fyrkasse. Se foto.

 

I dag var der også besøg af bestyrelsen for VSVT. De var rundt og se alle de fine

faciliteter vi har m.h.t. OHJ 38. Også der er der et par fotos.

Jeg regner med at jeg får en status fra Peter i løbet af februar.

 

 

Status OHJ 38 dec. 2010

 

Så vælter det ned med sne - og julen nærmer sig med raske fjed.

derfor vil hele teamet bag OHJ38 ønske alle

 

GLÆDELIG JUL og GODT NYTÅR!!

 

Status OHJ 38 november 2010

 

Var lige en tur ude hos OHJ38 med mit kamera.

Så der er lagt 7 fotos ind ( 13. Fotos 2010.) - hvor man kan se aktivitet på ´38.

Der laves riste til fyrkassen, der er gang i pladerne til vandkasserne -

drivstænger er påbegyndt m.h.t. montering - og meget mere.

 

 

Status OHJ 38 september 2010

 

Der var 8 mand fra OHJ38-teamet på tur til HEDELAND, ved Hedehusene.

En meget fin lille smalsporsbane. Flotte små lokomotiver, hyggelige små vogne,

og et uroligt flinkt personale. En køretur varer ca. 1 time, og det er en utrolig smuk tur.

 

Webmaster har taget nogle fotos, har ikke skrevet nogle kommentarer under

billederne. Kig selv - og giv ham ret m.h.t. den smukke tur.

 

Se fotos i Fotoarkivet.

 

 

Status OHJ august 2010

 

Nu er der kommet en status fra Peter J.:

Efter at vi har fået drejet kedlen rundt, så vi kan stå i fyrkassen er Martin gået

i gang med at få fjernet de dårlige nitter i bundrammen. Leif er i gang med at svejse

den nye overheder ( som vi fik doneret ). Vi er ligeledes i gang med at fornye

bøsningerne i hovedlejernes fjedreophæng. Bøsningerne i fjedrene vil ligledes

blive fornyet. Drivhjulsbagstykkerne er færdige og opmålingen til lejeudboringen

er i gang (positionering af lejecenter). Omstyringsbukken er revideret og malet.

Justeringsstængerne til bremserne er blevet løsnet for rust og smurt.

Førerhuset er færdigmalet indvendigt og udvendigt. Der var en del smårep. som

er blevet udført, så nu mangler vi at male taget udvendigt med silverflux, men vi mangler malingen.

 

Lokomotivets sidevandkasser er taget ind og blevet damprenset, for at vi kan få

en tilstandsvurdering. Vandkasserne bærer naturligvis præg af hundredårs brug.

Efter at vi har konstateret, at kasserne er malet med blymønje indvendig, er det besluttet

at lave 2 nye vandkasser ( blymønje er en miljøgift og det vil udgøre en risiko for

medarbejderne og selvfølgelig også for miljøet).

 

Diverse manometre er blevet kalibreret og der er lavet målerapport på hver enkel.

Ligeledes er der blevet udført mange drejeopgaver af bl.a. sprængbolte m.v. og værktøj

til nyt opmærkningsværktøj til udboring af nitterne i bundrammen.

 

Det er ikke arbejde alt sammen. Arbejdsholdet har været på aftenvisit hos

Slagelse Modeljernbaneklub, str. 0, der var lokomotiverne ikke så tunge.

Vi så en masse flotte modeltog, bl.a OHJ 38

(Webmaster har en del fotos på sin egen side.)

 

Asnæsværket, den 17. august 2010

Peter Jørgensen

 

2. August 2010.

 

Webmaster var lige omme hos ´38 idag. Fik taget et par fotos af

diverse ting og sager - samt 4 fotos til samlingen af OHJ38-folkene.

Der arbejdes igen for fuld knald, efter en rolig sommerperiode.

 

Status OHJ 38 juli 2010

 

Selvom det er sommer og der er brandhedt - så er de i gang på ASV med OHJ38.

Der er i øjeblikket gang i den m.h.t. vandtankene. Nitter der skal udskiftes er ved

at blive boret ud. Peter vil i nær fremtid lave en "Sommerstaus".

 

Nye fotos er lagt ind i albummet.

Webmaster ønsker alle en rigtig god sommer, husk nu at der kører

mange veteranlokomotiver rundt om i Danmark. Bl.a K564 fra VSVT.

 

 

Status OHJ 38 april 2010

 

Ja så er det blevet forår, og vejret er godt. Solen skinner o.s.v.

Selvom det er "havevejr" så er ´38-folkene godt igang med den dejlige maskine.

Jeg forventer i nær fremtid en "Forårs-status" fra Peter Jørgensen.

Jeg har lagt lidt flere fotos ind i albummet.

 

 

Status OHJ 38 marts 2010

 

Webmaster har lige været en tur forbi det gamle tog, tog et par fotos - samt fik en

sludder med de tilstedeværende togfolk. Der er ved at blive malet førerhus indvendig,

også kobbelstængerne er er renset og ved at blive malet. Der er gang i at svejse spidser

på overhederørene, en del er færdigsvejsede.

 

Desuden bliver støtteboltene i bundrammen renset og får nyt gevind, så de kan

være klar til askekassen og ristebæreren.

 

Det er Peter J.´s idé at lave en slags "personregister", d.v.s. en fotomappe med alle

dem der er med til at lave OHJ38. Webmaster er begyndt at fotografere folkene,

og når alle er "skudt" vil det blive skrevet her på denne side, med henvisning til fotos.

 

Status OHJ 38 januar 2010

 

Vi arbejder fortsat på, at få lokomotivrammen færdig, så vi kan montere hjul m.v.

Førerhuset er færdigt til at blive malet indvendigt.

 

Driv/kobbelstænger er ved at blive afrenset for gammel maling og rust,

så de kan blive malet.

 

OHJ 38 har fået doneret rør + spidser til en komplet overheder – en virkelig stor gave til OHJ 38, som har givet projektet et stort økonomisk skub. Det viser, at der er andre end Asnæsværket, som støtter OHJ 38.

 

Kedelen er blevet drejet, så den faktisk vender på hovedet. Så kan vi begynde at bore de defekte nitter ud i bundrammen.

I den forbindelse har vi bygget et stillads, så arbejdet kan foregå sikkert og forsvarligt omkring bagkedelen.

 

 

Lokomotivets kraftdamprør er blevet rep. De var kraftigt tæret og nogle svejsninger var behæftet med fejl. Flangerne var ligeledes tærret og meget forspændt.

De bliver ligeledes nyfremstillet.

 

På hovedlejesiden arbejdes der med bagstykkernes tilpasning, hovedsagelig fræsning.

Der pågår ligeledes arbejde med etablering af oversmøring.

 

Dele af vandudladeren og forbindelses rør til omløbsventilerne var tilstoppet.

De er nyfremstillet.

 

Lokomotivets manometer har været til eftersyn og rep.

Der er blevet lavet målerapport på hver enkelt.

 

Bæringen til gnistfangeren er nyfremstillet og rettet op.

 

I forbindelse med overhederen bliver der fremstillet et værktøj,

så elementerne kan holdes samlet ved montagen.

 

Vi er fortsat 10-14 mand hver mandag. Det er flot taget i betragtning af,

at det hovedsagligt mennesker, som har passeret de 60 år. Enkelte endda de 70.

De er ligesom OHJ 38 ”still going strong”.

 

Kalundborg, den 31. januar 2010

 

Peter Jørgensen

Så er både jul og nytår overstået, og julefedtet skal bare knokles af.

Der er fuld fart på omme på Asnæsværket, der er meget der skal laves.

 

Peter J. har taget nogle fotos, da de vendte kedlen 180 grader.

De ligger i en ny mappe: 13 Fotos 2010.

 

Status OHJ 38 oktober 2009

 

Det er efterhånden ved at være tid til en ny status over de sidste måneders arbejde.

Peter Jørgensen har lovet webmaster, at han vil i nær fremtid skrive en del derom.

 

Jeg har i dag - d. 25 okt. fået mail fra Peter, her er status for okt. 2009:

 

Der pågår stadigvæk et omfattende opmålingsarbejde med bagstykkerne

til hovedlejerne, hver enkelt skal laves seperat. Det er et tidskrævende arbejde,

som ikke ser ud af ret meget (uindviede ser ikke alle de tal og mellemregninger,

som Rudi laver.) men det går fremad.

 

Krydshovedernes glidesko arbejdes der ligeledes med, det er tungt arbejde.

Vandudladningsrørene var tilstoppet af rust og gammelt olie, så vi vælger at lave nye,

ligeledes for rørene for omløbsventilerne.

 

Det går også fremad for diverse manometre, et enkelt måtte have et par

nye reservedele. Bremsemanometeret bliver der lavet målerapport på.

Når de er OK bliver de monteret på en gummiophængt plade.

 

Fyrlågen har fået nye nitter og er blevet rettet op så fyrbøderen får lettere ved

at åbne og lukke den. Der mangler nogle af smørepropperne og stifterne,

de er nyfremstillet. Førerhuset har gennemgået reperation for diverse rustskader,

og fjernet tykke lag gammelt maling, og der dukkede endnu et skudmærke

op i det ene hjørne i fyrbødersiden.

 

Drivstængerne er afrenset for gammelt maling og rust, og er malet sorte.

Nu kommer turen til kobbelstængerne.

 

Så har OHJ38 fået donation på et komplet sæt overhederør i matr. 15 Mo 3,

en flot gave som vi er glade for. Det har været lidt af et hovedbrud om hvor vi

skulle skaffe penge til rørene.

 

Der pågår hele tiden en omfattende afrensning af håndterlige emner

med efterfølgende maling. Vi må konstantere at et damplokomotiv har en meget

STOR overflade og mange kringelkroge, som vores trofaste maler har bemærket.

 

Men vi arbejder målrettet med en stabil arbejdsstyrke på

gennemsnitlig 10 mand hver mandag.

 

Asnæsværket d. 25 oktober 2009.

Peter Jørgensen.

 

 

 

Status OHJ 38 august 2009

 

Så er sommerferien forbi!!

 

Og nu har webmasteren været en tur på Asnæsværket, for at se,

hvad der er sket - og hvad der i nær fremtid skal ske:

 

Førerhuset og sidestykkerne er færdigrepareret og grundmalet, klar til maling.

 

Drivstængerne er ved at blive afrenset for rust m.m.

Der er kommet nye nitter på fyrlågerammen og lågerne er også rep.

 

Der er lavet en helt ny plade til instrumentbrædtet, og den vil blive ophængt

i gummiklodser af hensyn til vibrationer.

 

Manometrene er at blive renset og kalibreret, og et par af dem trænger

til et mere gennemgribende reperationsarbejde, da pladen med tal er ved at smuldre.

 

Stempelstokken i højre og venstre side er monteret, det samme er

krydshoved og lineal. Der bliver kontrolleret for slør på stempelstokkene.

 

Der er også fuld knald på med at finjustere hovedlejerne.

 

Der er fotos i Fotoarkiv: 16. 2008 - 09 side 1 - 2.

 

Siden sidst:

 

Nu er der monteret hovedlejer på begge sider, af rammen.

 

Nu mangler de "bare" at blive finjusteret. Det er Rudi i gang med.

Der er også lavet smørepuder, se fotos af begge de omtalte dele i 16. 2008 - 09.

 

Gamle fotos i Fotoarkivet.

Peter Jørgensen har som sagt lånt en del gamle fotos med OHJ 38.

De er alle fotograferet af Kjeld Christiansen, og de ligger i en mappe

som er benævnt som: 14. Gamle indscannede fotos.

Se dem, de er jo nærmest historiske. En tak til K. C. for at vi måtte låne dem.

 

Åbent hus på remisen i Høng.

 

Atter i år var der Åbent hus - arrangement på remisen i Høng, d. 9 maj.

 

Jeres webmaster var en tur dernede - og han tog en del fotos.

De ligger på hans egen website, og adressen findes under Links.

Det var faktisk en rigtig dejlig dag i Høng - godt vejr og mange besøgende.

 

I øvrigt kom Peter Jørgensen til mig i Høng, med en masse gamle fotos.

De er alle med OHJ38 - og de er fra engang i `70erne.

Inden længe vil jeg scanne dem ind og så kommer de her på 38´s hjemmeside.

 

Besøg på Centralværkstedet i Kbh.

 

Torsdag den 16 april, var OHJ38 folkene en tur inde på

Centralværkstedet ( CVK ) hvor de så på en masse fine ting og sager.

Peter Jørgensen og Palle Larsen tog nogle fotos.

De ligger i mappen i fotoarkiv som 15. C V K

 

Webmaster var også lige en tur ude hos OHJ38 forleden dag,

der ligger et par fotos i arkivet 16. 2008 - 09.

 

Status OHJ 38 2008

 

Den vil Peter Jørgensen sende mig i løbet af kort tid. ( Er kommet.)

Webmaster har været ude ved `38 og hente nogle af Peter´s foto.

 

Og har selv snuppet et par stykker. De ligger i mappe 16. 2008 - 09.

 

Peter J. har fundet et gammelt skudsår på OHJ38 (dengang SFB33)

Det stammer fra det angreb der står om i artiklerne i

fotomappe nr. 16 2008-09, der er også 2 foto af skudsåret.

 

Status for OHJ 38.

Kalundborg, den 22.januar 2009

 

Vi havde planer om, at få rammen på hjul i 2008, men da vi opmålte rammen med

henblik på bearbejdning af lejestyr/kulisser var rammen omkring en af akselportene

vredet 6,3 mm indenfor 12 cm.

 

Rammen er lavet af 20 mm plade + akselportens forstærkning. De gamle

fastpartsakselstyr er svejst op og rettet af i fræseren. Styrene til kilerne i rammen

er svejst op og rettet af, så de er blevet lige igen – et kæmpearbejde.

( Pladsen er meget begrænset ).

 

Det er naturligvis ikke problemer alt sammen.

Vi har fået lavet de 2 førerhussider færdig, nu skal de blot males indvendigt.

 

Vi laver nye smørepuder + holdere til alle de store hjul.

 

Et nyt koncept på dæksler til oversmøringen er udviklet. Vi regner med at

de er mere vandtætte end de gamle.

 

Diverse lufttanke er renset for rust og gammel olie - de er blevet noget lettere.

 

Force har ydet en stor indsats med kontrol af svejsninger i rundkedlen og

revneprøver af de store hjul.

 

Røgkammeret havde naturligvis en del gruppetæringer.

Der er brugt adskillige pakker elektroder på det.

En ny krave mellem røgkammeret og skorstenen er fremstillet.

 

Lokomotivet har fået doneret bearbejdning af et nyt sæt glidesko

til krydshoved - de gamle var slidt hule.

 

De store forbindelsesrør mellem rammevandkassen og sidevandkasserne

er blevet kompositbehandler af et eksternt firma uden beregning.

 

Gennemtæringen i cylinderblokken i førersiden forsøger vi at tætne med supermetal,

vi kan se på diverse billeder, at det har været et problem i mange år.

 

I den store langsgående balance mellem forreste løber og forreste kobbelhjul,

var smøringen defekt. Der er etableret fedtsmøring af alle tre bøsninger,

som er ført frem til et serviceområde under kedlen.

 

Et utal af nye bolte, møtrikker og bøsninger er fremstillet.

 

Der er ligeledes blevet arbejdet med diverse ventiler, som er efterset og justeret.

 

Førerhusets øverste del er ved at blive repareret for tærerskader på bagsiden (kulkassen). Tagpappet vil blive skiftet – hvordan træværket har det, må vi se på, når pappet er fjernet.

 

Fremtiden:

 

Vi arbejder på at få lokomotivet på egne hjul. Når det er ok, kan vi begynde at

hænge stænger på. Når OHJ 38 er på hjul begynder vi på kedlen igen. Det kan

være sig trykning af rør, udboring af nitter, montage af udtaget støttebolte osv.

 

Asnæsværket, 22. januar 2009

 

Peter Jørgensen

 

Lidt historie:

 

Som I alle ved, har OHJ38 været forskellige steder i Danmark.

Bl.a. på Fyn, på de Sydfynske Jernbaner. Der blev det kære gamle tog,

d. 1. oktober 1944 på det skammeligste beskudt af det engelske Royal Air Force.

Der blev skrevet om det i avisen, og disse artikler kan ses omme i

fotoarkivet mappe 6. 2008 - 09. Man kan også få dem ved at

henvende sig til Peter Jørgensen eller til webmasteren.

 

Artiklerne har vi fået med hjælp fra bl.a. Finn Buch og Lars Viinholt-Nielsen.

Så herfra skal lyde et stort tak til de to herrer, samt andre implicerede.

 

Julen 2008.

 

Indrømmet - webmaster har ikke været på Asnæsværket og OHJ38 i et stykke tid.

Det vil der blive rettet op på efter Nytår, thi Peter Jørgensen har en del fotos,

han gerne vil have på siden her.

 

Webmaster og hele OHJ38-holdet ønsker alle en rigtig

 

Glædelig Jul og et Godt Nytår!!

Julebamsen på K564, på julekørsel i Kalundborg dec. 2008

 

Efteråret er nu i fuld gang!

 

Og inden længe er det JUL - ih du milde tiden går.

Webmaster har lige hørt i sin "høresnegl" at det gode gamle lokomotiv

 

K 564 skal køre julekørsel, Kalundborg - Jyderup - og retur.

Det foregår i dagene: lørdag d. 13 og søndag d. 14 december 2008.

Se iøvrigt køreplanen på Vestsjællands Veterantog´s hjemmeside.

 

Webmaster har i øvrigt været en tur på remissen i Høng, hvor han

tog nogle fotos af OHJ 24, i daglig tale "Diesel 24" Dem har han ganske

uden nogen form for skrupler - lagt ind på sin egen hjemmeside. ( Se link )

 

Han har også været omme og se på OHJ 38, tog et par fotos, som vil blive

 

lagt ind, når han også har fået nogle fotos Peter har taget.

 

Nu er sommeren meget snart forbi.

 

Ja det må vi jo erkende, men det har jo også den fordel at alle de

 

toginteresserede ikke kan komme så meget i haven - men istedet pille og rode

med det lokomotiv de nu er involveret i. Webmasteren var lige omme og se

hvordan det står til med OHJ38, og som jeg sagde til Peter Jørgensen:

"Når man kommer med ca 1 måneds mellemrum kan man ikke se at der er

sket ret meget." Det har sin naturlige forklaring: "Man kan se når der skilles

et helt lokomotiv i 1000 stumper - men det er svært at se de 1000 stumper

blive restaureret styk for styk" - og det må jeg ihvertfald give ham ret i!

 

Der blev også taget et par fotos, ligger i arkivet under: 7. OHJ38 Sept 2008.

 

K 564.

Her i Juli måned kører K 564 nogle ture mellem Gørlev og Slagelse,

og retur. Jeres webmaster har været med på en tur og fået taget

et par (en del) fotos - som han har har lagt på sin egen hjemmeside.

 

Disse fotos kan ses på hans egen hjemmeside under Damplokomotiver.

 

Fortsat god sommer til alle!!!!

 

 

Besøg hos OHJ38.

 

Den 4 februar fik OHJ38 fint besøg, idet Lars Viinholt - kendt

forfatter og maskiningeniør - lagde vejen forbi Asnæsværket.

Jan Bo tog et par fotos, de er - lidt forsinket - i fotoarkivet: Visit hos OHJ38

 

Lørdag d. 17 maj 2008.

 

På remisen i Høng holdt Vestsjællands Veterantog "Åbent Hus".

Webmaster var dernede og tog en del fotos. Dette har dog ikke

noget at gøre med OHJ38, så disse fotos kan ses på hans egen website.

 

Find hans hjemmeside under link

 

God sommer til alle!!!!

 

Status på projekt OHJ38.

 

Lørdag d. 12. april blev den sidste nitte nittet i rørhulspladen, med stor indsats

af OHJ38 arbejdsholdet + hjælp fra externe kapaciteter. Undervejs har vi måttet

forbedre nitteværktøjet , så det ikk er så fysisk belastende at arbejde med.

 

De store hjul er afdrejet - vi venter nu på myndighederne,

som skal måle dem og skrive en attest på dem.

Vi er i gang med at opmåle rammen/akselportene med henblik på færdiggørelsen

af lejerne, så den kan få hjul at køre på igen. Det volder lidt problemer når vi

samtidig skal se på hvad vi magter økonomisk.

 

Vi skal til at udbore knækkede/tærrede nitter i bundrammen, forinden ultralyd

prøves nitterne, så vi får et billede af, hvor mange vi skal have ud.

 

Røgkammeret er ved at blive repareret for tærreskader og tidligere

tiders reparetioner. der skal svejses en hel del grubetærringer.

Der er desværre også konstanteret nogle tærrehuller i den ene cylinderblok,

som vi skal have løst på en tilfredsstillende måde.

 

Vi har valgt at nyfremstille førerhussiderne. De gamle havde været skoet

en gang, og en tidligere jernbaneforvalter har ukritisk monteret og boret diverse

komponenter på ydersiden af førerhuset. Vi prøver at gøre det lidt pænere.

Så bliver der arbejdet på at rette akselkasserne til, så de bliver parallelle.

 

Vi har været en tur i Roskilde remisse og se en ny fremstilling af Danmark´s

første damplokomotiv ODIN. det er et spændende og interessant projekt, de er

ligeledes i gang med at renovere en H-maskine, bygget på Frichs i Århus under

2. verdenskrig. Det er en kolosal stor opgave, som én på deres arbejdshold siger:

"Vi kunne godt bruge ASV kraner, så går det ikke ud over vores rygge."

 

Så har vi fået 14 paller med div. tommebolte + møtrikker. De er lagt på

reoler og vi har fået skabt et overblik over dem. Ligeledes pågår der stadig

maling af div. løsdele og lidt svære emner, så de er klar til montage.

 

Asnæsværket, den15 april ´08.

Peter Jørgensen.

 

Lørdag den 12 april 2008: "Nittedag 2"

 

I dag - lørdag den 12. april - bliver der igen nittet på OHJ38´s rundkedel

og rørhulsplade. På nittedag 1 var der kun mødt 4 aktive "nittere". I dag var der flere,

der var mødt 8 mand op til sidste dags nitning. Og idag blev der nittet færdig!!

 

Se de nyeste fotos i Fotoarkiv / OHJ38 nittes. ( De nyeste fotos er de 9 første.)

 

Lørdag den 15 marts 2008: "Nittedag 1"

I dag - lørdag den 15 marts - sker dette mange har ventet på: OHJ38 skal have

rundkedlen og rørhulspladen nittet sammen. Jeres webmaster var til stede,

og han tog en del fotos. Se fotomappen : OHJ38 nittes, der er 12 fotos indlagt.

 

Nærmere teknisk kan jeg ikke skrive om, før jeg har talt med Peter Jørgensen.

Så er vi nået ind i 2008.

 

Jeres webmaster har været en tur på Asnæsværket, d. 3/3. Der tog han et par fotos,

samt fik nogle af de fotos Peter Jørgensen har taget. Der er bl.a. fotos fra deres tur ind på

Roskilde remissen den 6. februar. Det var iflg. P.J. en rigtig god tur. ( Jeg var desværre ikke med.)

Der blev - indtil videre - aftalt at der vil blive nittet kedel lørdag den 15 marts, kl 09.00 ca.

Der er også lagt et par fotos af nitte-værktøjet ind på fotosiden: Fotos 2008.

Det vil uden tvivl blive en spændende dag, med nogle gode oplevelser (og gode fotos!!)

Jul 2007.

I anledning af at det snart er jul, kørte K564 nogle ture mellem

Kalundborg og Jyderup. Jeres "udsendte medarbejder" tog nogle fotos

om søndagen, hvor vejret desværre var noget diset - øv.

Disse fotos kan ses på www.prebenmadsen.dk Julekørsel 2007 - K564.

 

Webmasteren ønsker alle en Glædelig Jul samt et Godt Nytår!!

 

Status pr. Oktober 2007.

 

Tilsynet besøgte os, for at godkende reperationen af rammen, og profiler til hjulafdrejning.

 

Rørhulspladen er monteret i rundkedlen, og der bores huller til nitter.

 

Rammen er færdigmalet, og er ved at blive opmålt som forarbejde til lejefremstilling.

 

Drivhjul/kobbelhjulsløbebane bliver afdrejet på Asnæsværket.

En førerside er færdig og malet. Nye bronzebøsninger og gasnitreret bolte

til balancerne i rammen, er doneret af en anonym privatperson.

 

Topstøttebolte er færdige og venter på montage. Nye hærdede bøsninger til

forreste kobbelstangsdrejeled er monteret og bolte er ved at blive fremstillet.

 

Asnæsværket d. 17 okt. 2007

 

Peter Jørgensen.

 

Bandholm-turen.

OHJ 38 klubben arrangerede søndag d. 26 aug. ´07, en tur til veteranbanen Maribo - Bandholm.

 

Vi startede fra Kalundborg station ca. kl 9, og ankom til remissen i Maribo ca 11,30.

Vi skulle køre med veterantoget kl. 15, så vi havde god tid til at besigtige remissen først.

 

På remissen var der en masse spændende ting og sager at kigge på: Damplokomotiver,

køreklare, under reperation, samt et temmelig medtaget eksemplar. Der var også nogle

lidt specielle dieseltog. Desuden var der en enorm masse gamle togvogne, en del

var køreklare og endnu flere var det ikke. ( Der skal jo også være lidt til næste generation:-))

 

Jeres webmaster havde (som sædvanlig) sit kamera med, og tog en masse fotos.

 

Nogle af dem kan ses i Fotoarkiv / Bandholm 2007. God fornøjelse.

Status juni 2007:

 

Så har vi fået en ny webmaster: Preben Madsen ( PEM ), da Michael valgte at søge job på Grønland.

Preben er en god fotograf, og vi ser frem til nogle gode billeder og en spændende hjemmeside.

 

P.t. er vi i fuld gang med at male rammen SORT med HEMPALIN, en flot maling

er alle i teamet enige om. Forinden har vi fået repareret rammevandkassen og midterste kedelbærer.

 

Vi er ligeledes i gang med at lave nye sider til førerhuset.

 

Holdet i Høng har fremstillet nye nitter til kedel/rørhulspladen. Når de 6 sidste topstøttebolte

er stemt, begynder arbejdet med montagen af rørhulspladen.

 

Så er stang/hjullejerne kommet tilbage fra støbning hos Nørfort, et flot stykke arbejde,

og så er de blevet ultralyd-scannet for lommer og manglende vedhæftning i støbningen.

 

Nu mangler vi så færdigbearbejdning og skrabning.

 

Nye bolte og bøsninger til balancer er blevet doneret til lokomotivet af en lokal donor.

 

Der er også lavet nye bøsninger til forreste kobbelstanglejer - alt blev gasnitreret.

 

Røgkammerlågen er repareret og malet, det meste af fodpladen er sandblæst og malet.

Asnæsværket d. 10. juni 2007.

 

Peter Jørgensen

 

OBS!!

 

Torsdag den 21 juni 2007, var der i Kalundborg Folkeblad, på side 5

 

en stor artikel om OHJ38. Skrevet af Ulrik Reimann, med et par af

 

Preben´s og Peter´s fotos, i farver endda.

 

Status pr Dec. 2006

 

På kedelsiden: Der var en del som skulle afklares angående den nye bund forrest i

rundkedelen vedrørende materiale. Det er afklaret og den nye bund er påsvejst og kontrolleret,

nye kedelhusflanger er ligeledes monteret, da de gamle var kraftigt tærret mellem

flangen og rundkedelen. En ny rørhulsplade er fremstillet, og er klar til montering.

Overhedersamlekassen er næsten færdig, der er nogle huller, som skal bores op.

Der er indkøbt nye højtryksoverhederrør. Tilpasningen må vente til samlekassen er på plads.

 

De små kedelrør er færdige, der er lavet 4 ekstra. De store er ved at blive skåret på længde,

så mangler der trykning af enderne.Alle hjul er afrenset og malet.

Hvidtmetallejerne er sendt til omstøbning. En ny brænderring i fyrhullet er støbt i højtemp. legering.

En ny støbeform måtte ligeledes fremstilles. Den var 5 gange så dyr som selve støbningen,

men så har vi den når vi om 50 år skal lave en ny brænderring.

 

Turbogeneratoren er revideret og forsynet med nye lejer og prøvebelastet med 460 watt.

Vi forsøger at bruge kraftige hvide lysdioder med lysspredningsvinkel på 135 grader til erstatning

for gaslyset og har fået godkendelse af tilsynet med forbehold for evt. nedblænding af lyset.

Der er købt 4 nye lamineret glas til førerhusvinduer. Regulatorhåndtaget med stænger vil blive

sendt til forkromning. Diverse ventiler er revideret. Slidte dele er udskiftet.

 

På rammen er der repareret diverse skader fra mange års jernbanedrift.

Der var store tærreskader under forreste kedelbærer mellem cylinder blokkene,

som tidligere ejere har gjort deres for at udbedre. Vi fjernede det værste og erstattede det med nyt.

 

Rammevandkassen var lap på lap som bl.a. bevirkede at midterste kedelbærer var sunket

i den ene side. Da vi var i gang har vi lavet nye sugerør i rustfrit stål og forsynet vandkassen

med en sugebrønd, så kassen kan tømmes på nær 1,5 l.

 

Rammen er afrenset for meget gammel maling og olie og næsten færdig grundmalet

med Hempel Primer. Grundmalingen er lysegrøn, hvilket har givet en masse sjove kommentarer.

 

Kollegaerne i Høng har tilbudt at lave de nye nitter til rørhulspladen i begyndelsen af det nye år.

 

Forinden vi monterer rørhulspladen er der nogle ting, vi skal lave indvendig i rundkedelen.

Asnæsværket d. 30. december 2006

 

Peter Jørgensen

 

 

Copyright © All Rights Reserved